Blog
Tid til at mærke PULSEN igen?

Tid til at mærke PULSEN igen?

January 3, 2024

Forestil dig at du har premiere på et dramastykke. Det skal være perfekt, for premieren er også den eneste opførelse. Du har ikke fået nogen instruks eller træning. Der er mange mennesker med til forestillingen, og de har store forventninger til, hvad du får ud af din fortolkning af dramaet.

Du kunne ringe til en ven. En professionel. En der har gjort det før dig. En der kan støtte dig og give dig tips. Men du vælger at klare det selv. Bare fordi…ja bare fordi! “Det er bøvlet og tager tid at spørge og lytte.”

Hvis nu dramaet var dit liv som efterfølger af Kristus. Hvis nu du var en, der skal prøve at få kristentroen udtrykt i sit daglige liv. Hvor meget mening ville det så give, at spilde gode muligheder for at vende kristenlivet, tro og tvivl med andre kristne i en netværksgruppe.

Premieren på dit liv er i fuld gang!
Der er et stort publikum.
Og du har ikke prøvet det før.

Hvad med om 2024 blev året, hvor du inviterede nogle kristne mennesker til at være dine medvandrere og coaches på hvordan et kristenliv kan formes.

Eller er du bare for fortravlet til den slags? Hellere køre premieren uden øvning, coaching og sparring?

Måske skulle du genoverveje den indstilling?

Uanset vores argumenter om fortravlede liv eller henvisning til “gruppe-træthed” fra tidligere tider, så siger Jesus det sådan her:

“For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18:20)

Der er et særligt løfte forbundet med at mødes med andre kristne om Jesus Kristus. Det er som om, at Han selv kommer og er til stede i rummet.

Eller som de to Emmaus-vandrere siger det i Lukas 24 efter at have spist sammen og have haft en bibeltime, hvor de prøvede at finde hoved og hale i deres tro og tvivl: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”

Netværksgruppe = trosrejse-fæller

Det kan godt være, at meget omkring netværksgrupperne i Åbenkirke drejer sig om fællesskab, bibelen, kaffe og bøn - men det er dertil, der er knyttet forventning om, at Jesus kan møde os, så troen bliver holdt frisk og levende.

Hvorfor giver du det ikke et skud i 2024?

Det kunne være at dit hjerte påny kunne “brænde” for en levende tro? Det andet er der nok af.

Jeg vil invitere dig til at skrive til os på info@aabenkirke.dk eller giv dig til kende her på linket www.aabenkirke.dk/signup for at fyre lidt op under din trosrejse.

kærlige hilsener

Niels-Peter.