Blog
På bibelskole med mand og tre børn

På bibelskole med mand og tre børn

January 2, 2024

- Vi havde i et stykke tid været forberedt på, at Gud havde en særlig opgave til os som familie. Så da Gud kaldte os til Højskolen Acts Academy i Kolding for 1½ år siden, følte vi os klar – også selv om vi ikke havde sparet op.. Men at alle ting ville lægge sig så godt til rette, havde jeg alligevel ikke turdet forvente. Vi er blevet overrasket over Guds trofasthed, fortæller Hanna Engholm.

I foråret 2020 da Lars Bo Olesen sagde ja til at blive ny forstander på Kolding Internationale Højskole (nu: Højskolen Acts Academy), valgte Hanna og Esben Engholm at støtte ham i opgaven på forskellige måder. De blev tidligt involveret i diverse processer på skolen, og i mange måneder pendlede de mellem Herning og Kolding. Efter sommerferien flyttede de ind på højskolen og blev elever på det første hold.

Topklasse undervisning på Acts Academy

- Vi var 30-32 elever på holdet, og omkring 10 af eleverne var født i andre lande end Danmark, så vi var en blandet flok, men med et godt sammenhold, siger Hanna, der selv er født i England.

- Undervisningen var i topklasse og hovedsagelig på engelsk. At lærerne var så dygtige og havde så stor indsigt på hver deres felt, overraskede mig en hel del, så det var ikke svært at lytte koncentreret. Jeg har efter et år fået meget større forståelse for teologi og føler mig meget beriget, fortæller Hanna.

- Skolen har forskellige spor, som man kan vælge imellem. Jeg valgte at gå på Ledersporet, og det var rigtig godt. Jeg blev leder af en gruppe, men på grund af corona måtte det ske online i flere måneder. Ellers klarede vi at gennemføre undervisningen på normal vis i de første måneder af skoleåret, fordi vi blev testet to gange om ugen på skolens område. Skolen har også en mentorordning, som er til stor gavn for alle eleverne. Siden august er jeg blevet ansat på Marketingteamet og er mentor for nogle elever på skolen. Esben har siden sommerferien været ansat som lærer på Creative Lab, fortæller Hanna, der er uddannet markedsføringsøkonom med en BA i branding og marketing management. – Det har været et kald for mig at bruge min uddannelse til at fremme et større formål, pointerer hun.

Glade børn og forældre

At tage på højskole med tre børn på 9, 5 og 2 år og få det hele til at gå op i en højere enhed er lykkedes særdeles godt for familien Engholm.

- Vores børn elsker at være her. Der er et lærerpar med tre børn på samme alder, og desuden andre, så der er altid legekammerater. Og vores børn er glade for at gå i skole, børnehave og dagpleje i Kolding. Vi har ekstra omkostninger på grund af privatskolen, som vores datter går i, og der er jo udgifter ved at gå på højskole - men vi har oplevet, at Gud har kendt alle vore behov, og han har sørget for os på alle områder. Det har været stort at opleve hans omsorg og trofasthed.

Små fingre blev helbredt

- En dag fik Charlie på to år sine fingre i klemme i en dør, der smækkede hårdt i. Hans små fingre blev øjeblikkeligt meget blå. Min første impuls var at bede Gud om hjælp. Få sekunder efter min bøn var det blå fuldstændig væk, og det samme var smerten. Det var en øjenåbner for mig om, at Gud altid er nær, og at vi skal regne med hans hjælp i alle ting. Jeg tror vi alle sammen kan blive meget bedre til at forvente den slags.

Vi gør vores, og Gud gør sit

Hanna og Esben regner fortsat med at være i Kolding i en tid endnu – samtidig med at Esben stadig er musik- og lovsangspræst i Åbenkirke Herning.

- Så vi kører stadig en hel del mellem Herning og Kolding, og det har vi det fint med. Vi har besluttet at sige ja til Gud. Så vi gør det vi kan - og så gør Gud det, som vi ikke kan. Det har vi oplevet, og det tror jeg, at vi bliver ved med at opleve. At leve i tro til Herren er en spændende vandring, og det er den vandring vi har bestemt, at vi vil gå. Han har desuden velsignet os med fleksible deltidsjobs ud over vores opgaver på skolen, så det hele hænger rigtig godt sammen for os. Jeg kan virkelig anbefale andre at tage en tid på Højskolen Acts Academy, siger Hanna Engholm, taknemmelig til Gud for de forunderlige nye veje, han har ledt hele familien ind på.

Interview: Eva Krath