Eva-Maria Rüth: Der er mindre stress her end i Tyskland
Eva-Maria og hendes familie flyttede til Herning sidste sommer fra Tyskland og er faldet ualmindeligt godt til. Livet er mere trygt og mindre stressfyldt her.
Eva-Maria Rüth er opvokset i en tysk landsby med fire søskende. Byen og området var domineret af en luthersk frikirke, der havde rødder i en vækkelsesbevægelse, som startede i 1880’erne.
Tysk frikirke
- Mine oldeforældre startede en frikirke, der nu er en del af ”Bund Freier Evangelischer Gemeinden” i deres by. De var blevet overbevist om nogle nye bibelske sandheder, og det var de villige til at kæmpe for. Jeg har hørt flere spændende historier fra den tid. Men det var ikke altid let og ikke populært at have en anden mening end den gængse. I mange år var det f.eks. svært for skolebørnene, fordi lærerne var imod deres holdninger. Men med årene blev det nemmere, og nu er det helt accepteret, fortæller Eva-Maria.
Au pair i det kirkerige USA
Eva-Maria og hendes familie tilhørte den samme lutherske tro som oldeforældrene. I 1994-95 fik hun lyst til at opleve noget andet end det hjemlige, og hun blev au pair pige hos en tysk-amerikansk familie i Grand Rapids, Michigan.
- Jeg kæmpede en del med hjemvé, men havde mange gode oplevelser i USA. Jeg blev en del af en god baptistkirke med et godt ungdomsarbejde – og jeg blev en personlig kristen, mens jeg var der. Min tro på Jesus blev mere levende, end den havde været i Tyskland. Kirken var stor, så der blev holdt tre gudstjenester hver søndag. Jeg sang med i kirkekoret, som deltog på to af de tre gudstjenester. Grand Rapids er en by med 1 mill. mennesker, og der var utrolig mange kirker i byen, fortæller Eva og tilføjer: Kirkelivet i USA er af en helt anden størrelsesorden end i Europa.
Børnelæge
Da Eva kom tilbage til Tyskland, læste hun medicin og tog en uddannelse som børnelæge.
- Jeg arbejdede som børnelæge i mange år, inklusive nogle år i Schweiz. Ulrich og jeg blev gift i 2002, og vi flyttede tilbage til Tyskland og var nogle år i Bayern i Sydtyskland. I 5 år arbejdede jeg for Siemens Healthcare. Det var en spændende udfordring og en god tid, siger hun.
Eva og Ulrichs datter Elisabeth blev diagnosticeret med en type 1 diabetes, da hun var 7 år gammel, hvilket naturligt nok var et chok for forældrene. Det er en sygdom, hvor immunforsvaret påvirker sin egne kropsceller. Hvis ikke hun får insulin, vil det være livstruende. Eva spurgte sig selv, om hun kunne fortsætte sin karriere og besluttede at gå ned på halv tid for at gøre det, der var bedst for hendes barn.
- Vi oplevede, at Gud hjalp os i processen med Elisabeth. Vi fik nye terapimuligheder og kom i kontakt med andre forældre, der havde samme problem. I dag er vores datter 13 år og kan selv styre sin insulin. Hun er en dygtig og aktiv pige, der er med i musikskolen, orkester og atletik her i byen, og både hun og jeg er med i børnekirken.
Flytning til Danmark
Oplevede I Guds ledelse til at komme til Danmark?
- Vi havde tænkt på job i andre skandinaviske lande end Danmark. Men da vi så et jobopslag fra Siemens i Brande, følte vi, at det var Guds vilje for os. Ulrich arbejdede allerede for Siemens i Tyskland, og vi ville gerne bo i et andet land, så vi udlejede vores hus og rykkede til Herning. Både flytningen og alt andet gik nemt. Elisabeth går nu på Parkskolen, og vi er med i en dejlig netværksgruppe. Vi føler os mere trygge, end da vi boede i Tyskland, og vi er glade for Åbenkirke. Elisabeth oplever mindre pres i skolen, end hun har været vant til. Vi er faldet så godt til, og vi kan blive her så længe vi vil. Når jeg er færdig med sprogskolen, begynder jeg med en introstilling som læge i Almen Medicin. Dermed kan jeg lære at praktisere medicin for hele familien, børn og voksne. Jeg elsker at se børn vokse op, fortæller Eva-Maria Rüth glad og på et næsten perfekt og fuldstændig flydende dansk.
Interview: Eva Krath-Andersen