Vi er et fællesskab af mennesker, der er på opdagelse i livet.
Tro er ikke overbevisning om noget, imod bedre vidende. Tværtimod leder erfaringen med livet, viden og logiske reflektioner mennesker tættere på Gud hver dag. Det er vores oplevelse, at mennesker i alle kulturer søger Gud og søger fællesskabet med andre, som er på den samme rejse. I den kristne trosrejse kaldes det rejsefølge for "kirken". Og der er altid plads til en mere på den rejse...
Sammen er vi kirke.
Det kristne fællesskab bryder kultur, sprog og sociale barrierer ned mellem mennesker og skaber et fælles ståsted. Sådan er det vores oplevelse, at det stadigvæk fungerer.
Åbenkirke er et mødested for mennesker med vidt forskellig baggrund. For os er “kirke” et fællesskab af mennesker, der er på opdagelse i livet. Vi tror ikke, at der er noget bedre sted at opdage livet end hos Gud, livets Skaber.
Derfor er vi ret optaget af Jesus Kristus.
Det tror vi på
I Åbenkirke er vi optaget af mødet mellem en almægtig Gud og os almindelige mennesker. Det præger os og den måde, vi tænker på, om tro, kirke og fællesskab. Her er et lille uddrag af spørgsmål, vi ofte er blevet stillet. Hvis du vil læse mere kan du her se vores præsentation af Åbenkirke
Jesus er Guds Søn. Hvor mennesker har fejlet, har Jesus genoprettet forbindelsen til Gud. Jesus selv sagde "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig". Da Jesus døde og tre dage senere kom tilbage til livet, tog han ved dette straffen for alle menneskers fejl og synd og gjorde det muligt for os mennesker, at have nært fællesskab med Gud. Jesus fjernede på den måde skellet, synden, mellem Gud og mennesker. Det handler ikke om, hvad vi skal gøre for at komme nær Gud, men om, hvad Jesus allerede har gjort. Derfor er vi ret optaget af Jesus.
Jesus Kristus er Guds søn. Han er ligestillet med Faderen, for det var Gud som i skikkelse af et menneske boede iblandt os. Jesus levede et syndfrit menneskeliv og bragte sig selv som det fuldkomne offer for alle menneskers synd ved at dø på korset. Han blev oprejst fra de døde efter tre dage og vandt over synd og død. Han opsteg til Himlens herlighed og vil vende tilbage til jorden en dag for at regere som Kongernes Konge og Herrernes Herre. Læs mere her.
Ifølge apostlen Johannes, var Jesu første mirakel, at han bad for en vært ved et bryllup, der var i bekneb for mere vin. Og flere hundrede liter vand blev forvandlet til vin til stor glæde for festdeltagerne. Nu siger det jo ikke noget om hvor meget Jesus drak, men han omgav sig i hvert fald med mennesker som gik til fester.
Rygning står der ikke noget om i Bibelen, men typisk vil god forvalterskab af vores helbred lægge op til, at en kristen livsførelse forholder sig skeptisk til ting, som er sundhedsskadeligt og sygdomsfremkaldende.
Mennesket er skabt i Guds billede for at afspejle Ham. Mennesket er Guds mesterværk. Selvom alle har fået et stort potentiale for det gode, er vi alle tiltrukket af ulydighed mod Gud. Bibelen kalder det “synd”. Denne menneskelige tilstand adskiller os fra Gud, vores medmennesker og hele skaberværket. Det fører til ødelæggelse uden nogen tilstrækkelig selvhjælpsmulighed. Hele menneskeheden har brug for frelse.
For os er tro og logik to gode følgesvende. Intet kommer af intet. Alt kommer af noget. Tro er en rejse ind i det "noget", som det tænkende menneske altid har undret sig over. Vi værdsætter den fornuft Gud har givet os og bruger den aktivt i den tro, vi lever ud hver dag.
Tjenesteteamet
Åbenkirke formes af frivillige medarbejdere. Sammen udtrykker vi tro og fællesskab, som former kirkens daglige liv. Nogle få stabs- og ledelsesfunktioner er deltidslønnede. Åbenkirke har flere deltidsansatte præster. Du er velkommen til at kontakte os for en samtale, eller du kan møde os ved et af kirkens samlinger, på kontoret eller ved kirkens gudstjenester.