Ekstraordinært PULS møde
Ekstraordinært PULS-møde søndag d. 2/2 2025 kl. 13.00
Vi står midt i en fantastisk tid for Åbenkirke, hvor vi oplever udvikling og vækst på mange fronter. Fællesskabet styrkes, Guds nærvær og kraft er mærkbart iblandt os, kirken vokser, og nye tjenester spirer frem.
For mange år siden besluttede vi, at Åbenkirke skulle være en kirke for dem, der endnu ikke kom i kirken – et sted med lav dørtærskel og højt til loftet, hvor gudstjenester og aktiviteter inspirerer mennesker alle steder til at opleve Gud og efterligne Jesus.
I dag oplever vi, at flere og flere kirker søger vores hjælp til at bygge kirker med en lignende kultur. Det er en stor glæde og en endnu større opgave, som vi med ydmyghed og bøn beder om Guds visdom til at håndtere.
Når vi indkalder til et ekstraordinært PULS-møde søndag d. 2. februar, skyldes det, at Jacobskirken (Apostolsk Kirke) i Odense officielt har henvendt sig med et ønske om at blive til Åbenkirke Odense.
Samtalerne har stået på siden efteråret 2024, og nu er vi nået til et konkret og afgørende punkt. Som Tjenesteteam har vi bedt over dette siden før jul og vi oplever, at Gud kalder os til at tage dette skridt.
På PULS-mødet vil vi dele, hvad det konkret betyder for os som lokalkirke i Herning, og hvilke spændende muligheder der åbner sig.
Tiden vi lever i, er fyldt med muligheder, og vi har en stærk fornemmelse af, at vi står foran et markant gennembrud for Guds Rige i vores land.
Vi ser frem til at samles med jer søndag d. 2. februar kl. 10.30 til visionsgudstjeneste og kl. 13.00 til det ekstraordinære PULS-møde.
På vegne af tjenesteteamet Lars Bo Olesen