Stor tak til Brian Duus Nørgaard
Af Pia Dyreholt Grevsen
-Jeg startede som måske den første og eneste mediepræst i Danmark i Åbenkirke omkring 2017/2018. Målet var at sammensætte et team, der kunne være bærende i tre funktioner i kirken:
- Betjening af pressen og artikler til vores hjemmeside (Skribentteam)
- Tv-streaming og live-produktion af gudstjenesten
- Interne Tv-nyheder til kirken (OC News).
-Brian var den helt perfekte til opgaven i forhold til skribentteamet siger Allan Høyer, som er tidligere mediepræst i Åbenkirke.
Evner som en journalist
-Brian var utrolig god til at pitche artikler til pressen og den helt rigtige til at følge op og gøre omverdenen interesseret i, hvad der foregik i kirken. Han havde selv evner som en journalist til at researche og sammensætte artikler i en sproglig flydende stil - men han viste sig også at være unik i forhold til at sammensætte et team og få det team til at føle sig brugbart og værdifuldt. Som overordnet mediepræst var det derfor piece of cake at være tilsynsførende, fordi jeg vidste, at når skribentteamet var i Brians hænder, så havde teamet det godt.
-Pludselig så vi folk, som vi måske ikke havde set fra den side før, glimre og brillere med den ene velskrevne og interessante artikel efter den anden. Det var en overbevisende demonstration af fællesskab og kreativitet. Undervejs blev Brian ved med at have hånd i hanke med sit team, og han opmuntrede dem og vejledte dem til at blive trofast ved i opgaven, fortæller Allan Høyer.
Brian stopper i ledergruppen "Core-teamet" pr. 1. november
-Jeg har nu haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Brian i nogle år på Core-teamet, som er medieteamets ledergruppe. Brian er uden tvivl et af de dygtigste og mest kompetente mennesker, jeg kender. Han er et behageligt og humoristisk menneske, som bringer ro, glæde og varme ind i teamet.
-Desuden har Brian været uundværlig på lederteamet. Han har altid haft en anden god vinkel på vores opgaver og idéer, som har hjulpet vores teamledere til at blive skarpe på tingene, når det kom til vision og kommunikation, siger Rishiban Rudratheesan, som overtog lederrollen for Åbenkirkes medieteam, efter Allan Høyer.
-Brians opgave på Core-teamet var at holde os opdateret på skribentteamets nye projekter og tiltag, samt følge op på trivslen på skribentteamet, som han var leder for. Under Brians ledelse gennem årene har skribentteamet udviklet sig og opbygget et højt niveau, når det kommer til udgivelse af artikler og andre skriftlige materialer, siger Rishiban Rudratheesan.
Pia har været med helt fra starten
-Det har været en stor glæde, fornøjelse og et privilegie at være en del af Åbenkirkes Skribentteam, med Brian Duus Nørgaard i førertrøjen. Jeg har været med helt fra starten, og jeg har aldrig været det mindste i tvivl om, at jeg var havnet på rette hylde, siger Pia Dyreholt Grevsen, som er den nye leder for Åbenkirkes Skribentteam. Stor tak til dig Brian, fordi at du har gjort det spændende og udfordrende for mig at være på dit team. Noget som jeg sætter pris på, er en høj faglighed, og en leder som formår at udvikle og inspirere sine medarbejdere. Disse ting har du virkelig formået at indfri.
-Jeg er meget taknemmelig for alle de ting, som jeg har lært! Det har været en spændende rejse, hvor jeg har set helt nye sider af mig selv, som jeg slet ikke vidste var der. Jeg ser det som en ære og et privilegie at overtage lederrollen efter Brian Duus Nørgaard, siger Pia Dyreholt Grevsen.
Brian har stadig en finger med i spillet
Brian er begyndt at afholde kursus med workshop, hvor han underviser i at poste på de sociale medier. Skribentteamet tilbydes stadig faglig udvikling på et af Brians kurser og workshops.
-Brian Duus Nørgaard har tilbudt mig, at jeg kan sparre med ham, når jeg har brug for en at læne mig op ad i min opgave som ny leder for teamet, siger Pia Dyreholt Grevsen.