Blog
Kirkens gamle stole har bragt stor glæde

Kirkens gamle stole har bragt stor glæde

September 30, 2023

Af Pia Dyreholt Grevsen

I forbindelse med Åbenkirkes flytning fra Olufsgade 10 og over på Silkeborgvej 88, var der en del inventar som enten skulle sælges eller foræres væk. Peter Gideon Østergård, som er leder for Åbenkirkes forbønsteam, var en af de frivillige som hjalp med denne opgave. Det skulle vise sig, at en fra Peters netværk blev en vigtig brik i formidlingen af Åbenkirkes gamle stole.

Peter er gift med Maria og sammen har de to børn, Christoffer på 19 og Cecilie på 16. Peter arbejder hos Uni el i Lind, hvor de laver eltavler og styretavler.

Han var en af de frivillige som ville prøve at få solgt nogle af de gamle ting fra Olufsgade 10. Flere kirker i Danmark var blevet kontaktet ang. stolene. Man kunne hente stolene kvit og frit. Men ingen var interesserede.

Peter syntes, at stolene var i for god stand til at blive smidt ud, så derfor greb han opgaven, og kontaktede en, som han tænkte kunne være interesseret.

Hjælpeorganisationen Dooni Dooni

Peter kontaktede Thore Eklund, som han kender fra en kirke, han tidligere har været en del af. Thore Eklund er stifter af hjælpeorganisationen Dooni Dooni. Denne organisation hjælper flere forskellige kirker i Mali i Afrika, som de bl.a. har doneret traktorer og div. skoleting til.

Bønnesvaret kom efter 15 år

Thore Eklund, som oprindeligt kommer fra Norge, og som er stifter af organisationen, var meget begejstret for Peters henvendelse. Thore fortæller, at de nu også hjælper kirker i Nord Cameroun i Afrika. Han fortsætter med at fortælle om en kirke i Nord Cameroun, som skal have stolene. De har i 15 år bedt til Gud om nye stole!

Kirkens gamle stole har bragt stor glæde!

Kirken i Cameroun har i 15 år drømt om at kunne lave et konferencerum, som de kan leje ud, og på den måde få indtægter til kirken.

Stolene er blevet hentet og fragtet i containere til Nord Cameroun. Peter har efterfølgende modtaget billeder fra bestyrelsesmedlem Ivan Christensen, som viser hvordan stolene gør gavn. På billederne ser man kirkens konferencehal, hvor 10 missionærfamilier bliver undervist og trænet, så de kan sendes ud som missionærer i Cameroun.

Hvis du kunne tænke dig at vide mere om Dooni Dooni, kan du følge linket her.