Blog
Bøn og faste – også for dig, som ikke helt ved hvordan

Bøn og faste – også for dig, som ikke helt ved hvordan

December 19, 2024
Bøn og faste i uge 2 (5.-12. Januar)

I Åbenkirke glæder vi os til sammen at skyde et nyt år i gang med en uges bøn og faste fra 5. januar til 12. januar.

Vi skal bede sammen for vores kirkefamilie, vores by og område, og for det år, som ligger foran os. Det sker både i hjemmene, fysisk sammen, online med vores globale Åbenkirke familie, og også sammen med andre kristne i byen gennem Evangelisk Alliance. Du kan læse mere om, hvordan du deltager i bønnen i denne artikel.

Vores online zoom-bøn sammen med alle Åbenkirke-lokationerne foregår tirsdag og torsdag kl. 17.00-18.00 på dette link.

Bønnerummet er engelsksproget af hensyn til deltagere fra Zambia.

Faste som bibelsk princip og menneskelig udfordring

Midt i andesteg og nytårstaffel kan det være lidt svært at forholde sig til faste, udover måske ønsket om at tabe hvad julen lagde til. Alligevel tænker vi, at det er et godt tidspunkt at minde om, hvad du har mulighed for at være en del af, lige på den anden side af de bugnende juleborde.

Faste er et bibelsk princip, som handler om at give afkald på noget, der normalt optager vores tid og opmærksomhed, for at bruge tid på at søge Gud og fællesskabet med Ham. Ekstra tid til bøn og eftertænksomhed er en naturlig og væsentlig del af faste.

Det lyder i udgangspunktet rigtig godt, men for mange kan det være en rigtig svær disciplin at flette ind i en travl hverdag, og samtidig føles det mere som fokus på maven, der rumler eller skærmen, der kalder - i hvert fald lige i begyndelsen. Så med tanke på at fasten er Guds idé og samtidig kan være svær at folde ud, så kommer her nogle praktiske idéer til at hjælpe dig igang.

  • Planlæg. Hvad vil du gerne lægge til side for at skabe fokus på Gud? Altså, hvad vil du gerne faste fra? Hvilke tidspunkter har du mulighed for at sætte af til bøn?
  • Fokus. Er der noget særligt du står i bøn for i den uge?
  • Sæt tempoet ned. Faste fungerer sjældent kombineret med travlhed, det kræver mere ro. Hvad har du mulighed for at sige fra til i den uge? Er der ting og opgaver som kan udsættes?
  • Gør det i fællesskab. Lav en aftale med en anden fra kirken om at faste sammen. Så har I mulighed for at opmuntre hinanden gennem ugen, og hjælpe hinanden hvis I “rammer muren”.
  • Hold ud. Det er ofte de første dage, som kan være vanskelige at komme igennem. Så giv ikke op halvvejs, der er glæde ved at holde fast.
Forskellige måder at faste på

Der er mange måder at faste på. Den Jesus brugte i ørkenen var en faste på vand. Vi anbefaler en af nedenstående, da de kan klares af de fleste. Målet er ikke at faste på en bestemt måde, men at give flest muligt en god oplevelse med faste.

  • Daniel-faste.
    Frugt, nødder, grøntsager, fuldkorn
  • Væske faste
    Juice, smoothie, suppe, ingen fast føde
  • Medie faste
    Afstå fra medier som TV, film, SoMe
Bøn som en vedvarende samtale

Bøn er samtalen med vores Himmelske Far. Det er her, hvor vi kan dele lige præcis det, som ligger os på hjerte, og hvor vi giver Ham plads, til at dele sine tanker med os. Bønnen har ikke et bestemt sprog. Gud forstår ligeså godt midtjyske vendinger som bibelske termer, og Han tager heller ikke tid på hvor længe vi beder, eller om det sker med foldede hænder eller henover opvasken. Gud er interesseret hjertet, i at bygge relation og tillid til os.

Bønnen tager sit udgangspunkt i visheden om, at Gud er skaberen og den, der har det store overblik. Han er den, der har magten til at hjælpe os i livet, og vi har lov til at bede Ham om både stort og småt. I bønnen er der både plads til at udtrykke vores tillid og tilbedelse af Gud, mens også vores usikkerhed og tvivl.

Bøn kan være ord, men det kan nogle gange være svært at komme i gang med at formulere sig. Vi har nedenfor givet en model for 4 trin i hvordan man kan bede, og lagt nogle små bønner ind til at hjælpe i gang. Jesus gav os også en bøn, nemlig Fadervor, som findes i Matthæusevangeliet 6,10-13.

Bøn er også stilhed. En samtale går begge veje, og Gud ønsker også at tale til os. Det kan være en følelse, en påmindelse, ord eller billeder, som kommer til os. Ofte kommer Han som en fred eller glæde, der omslutter os. Vi må i bønnen ikke være for hurtige til blot at få sagt en masse, men også til stilhed, refleksion og lytning.

Bøn kan både foregå alene og sammen med andre. Brug de anledninger som uge 2 giver for bøn, og gør brug af bønnerummet “Åndehullet” på 1. salen, hvor der er flere kreative virkemidler til at inspirere bønnen.

Du er altid velkommen til at skrive bønne-emner og taksigelser til info@aabenkirke.dk, så tager vi dem med på gudstjenesten og beder for dem i løbet af ugen.

ACTS - en bønnemodel

Adoration - Tilbedelse

Tilbedelse er en lovprisnings- og tilbedelseshandling.

Tilbedelse af Gud som Herre betyder, at du tilbyder ham dit hjertes kærlighed og ærer ham for hans mægtige kraft, visdom, styrke, godhed, barmhjertighed og kærlighed.

“For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Romerbrevet 8:38-39

Bed denne bøn:

Du er en kærlig Gud. Du er konstant ved min side. Uanset hvor jeg går hen, venter

du på at vise dig selv for mig.

Confession - Bekendelse

Under bekendelse beder du Gud om at fjerne din gamle, syndige måde at leve på. Gud er trofast og retfærdig, så Han tilgiver dine synder. Gennem bekendelsen kommer vi til at ligne Jesus mere. Når du omvender dig på et bestemt område, så bed Gud om at forvandle dig til det modsatte (f.eks. bede om glæde i stedet for depression).

“Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” Romerbrevet 12:2

Bed denne bøn:

Gud, vil du fornye mit sind og forvandle mine ønsker til at matche det, du ønsker.

Thanksgiving - Taksigelse

Tak Gud for det, Han allerede har gjort i dit liv, og reflektér over de mange velsignelser, der er i dit liv. Tak Ham for hans trofasthed med hensyn til at holde sine løfter til dig, din familie, dine venner og under alle omstændigheder.

“Du er min Gud, jeg takker dig, min Gud, jeg priser dig. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid...” - Salme 118:28-29

Bed denne bøn:

Tak Gud, at du er trofast imod mig og holder dine løfter. Tak for de mange velsignelser, som du har delt med mig.

Supplication - Påkaldelse

Bed Gud om at Han vil give dig dit hjertes længsler og at Hans vilje må ske i dit liv. Bed om, at du af hjertet må have lyst til at følge Hans ord og vejledning til dig.

“Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” Hebræerbrevet 4:16

Bed denne bøn:

Jeg giver min vilje til at være i tråd med din Gud. Giv mig dit hjertes ønsker, så de kan tjene dine formål i mit liv.

Jeg håber, du og din familie har fået mod på at være med i uge 2 i 2025, og at vi ses bla. til ZoomBøn tirsdag og torsdag, evangelisk alliance-aftener i løbet af ugen (Torsdag aften i Åbenkirke) og til gudstjenesterne i Åbenkirke.